Jeg undrer mig over den pædagogiske praksis - what to do?

Kære forældre!

På skolebestyrelsesmødet i september 2017 blev det besluttet, at jeg til alle forældre skulle opridse, hvad man som forældre kan gøre, hvis man undrer sig over noget i forhold til skolens pædagogiske praksis:

  • Tag kontakt til dit barns kontaktperson eller en anden medarbejder fra klassen og fortæl, hvad din forundring eller bekymring handler om. I vil som forældre opleve, tør jeg godt love, at forældrehenvendelser bliver taget rigtig godt imod. Både medarbejdere og ledelse tænker, at et tillidsfuldt og fælles afstemt forældresamarbejde er afgørende for at opnå gode resultater, og vi har derfor brug for, at I kommer til os, hvis I oplever noget, som I er forundrede eller bekymrede over. Stort set alt kan og må siges, hvis blot man siger det på en venlig måde. Jo mere åbne vi er overfor hinanden, jo lettere kan vi opnå en fælles forståelse omkring veje til gavn for elevernes udvikling.
     
  • Brug forældrebestyrelsen hvis I af den ene eller den anden grund finder det vanskeligt med den direkte kontakt. Forældrebestyrelsen bygger bro til personale og ledelse, og vil altid sætte emnet til debat i bestyrelsen.
     
  • At kontakte ledelsen er også en mulighed. Men jeg anbefaler, at man som første skridt altid retter henvendelse til de medarbejdere, der er tættest på eleven i hverdagen. Min anbefaling skyldes, at jeg har den erfaring, at direkte kontakt fremmer det gode samarbejde mellem de voksne.

Med venlig hilsen

Poul Christian Sørensen
Skoleleder